Swipe Up'era tilbyder online opera i frostklar kvalitet
En tom kalender fik tre operasangere og en guitarist til at trodse minusgraderne og livestreame direkte til de
varme, corona-isolerede stuer
Jonathan Koppel og Allan Sjølin foran Trinitatis Kirke i København. Foto: Jenny Høilund
Af Jenny Høilund
Middagssolen skinner glimtvis på de vandrende, vinterklædte mennesker på Langelinie denne sidstDer er is på vandet i Kastelgraven og oppe på voldanlægget bevæger små, adskilte grupper sig i samme retning på den smalle sti. Som kufferter på et bagagebånd.
Den slags forholdsregler har vi efterhånden vænnet os til.
Det er kun mig der ved, at der lige om lidt sker noget nede ved Havfruekiosken, der måske kan få folk til at bryde den ensrettede taktfasthed. Noget som muligvis kan dæmme lidt op for den kollektive corona-træthed.
Kultur i en død periode
”Vi er en time forsinket,” får jeg at vide i en sms fra sopranen Frederikke Kampmann fra Swipe Up’era.
Jeg har aftalt at mødes med dem klokken tolv ved Den Lille Havfrue, men de har åbenbart haft tekniske problemer i Helsingør, hvor de har optrådt samme formiddag.
Sangerne skal nemlig ikke kun optræde for de forbipasserende, men også for deres følgere på Facebook og Instagram, som kan se med hjemmefra. Og så skal lyd og billede være i orden.
”Vi må jo ikke opfordre til at folk stimler sammen, så derfor har vi heller ikke annonceret, hvor og hvornår vi ville optræde,” forsikrer Frederikke Kampmann, der sammen med sangerkollegerne Karina Tybjerg og Jonathan Koppel har taget skeen i den anden hånd og stiftet et operakompagni i en tid med aflysninger af koncerter og forsamlingsforbud.
Nedlukningen sidste forår fik mange musikere og sangere til at rykke udenfor og bringe kulturen ud til danskerne via de sociale medier, men den nuværende lockdown er faldet sammen med den koldeste og mørkeste tid på året, hvilket har sat sine begrænsninger for kreative løsninger.
”Nyhedsværdien i Swipe Up’era er, at vi er et kulturtilbud midt i en ellers død tid. Desuden får publikum den rene livekoncert-oplevelse, hvor vi ikke kan gøre det om – bare digitalt,” siger operatruppens guitarist og akkompagnatør, Allan Sjølin, hvis guitarfingre jeg allerede har ondt af.
Glitter & rock’n’roll
Operatruppens teknik-varevogn bakker ind på det planlagte sted ved en cirkel af bænke, hvor sopran Carina Tybjerg sidder og spiser en sandwich iført en stor, himmelblå balkjole, der glitrer i solen.
Gad vide hvor mange lag hun har på indenunder?
Hun har allerede fået sin første fan – en 3-årig pige i flyverdragt, der for en stund overtager min rolle som interviewer.
”Vi hedder Swipe Up’era,” forklarer Frederikke Kampmann til forældrene, imens hun laver en swipe-bevægelse i luften og forklarer, at man også kan se med hjemmefra.
Imens stiller teknikerne udstyr op og tenoren Jonathan Koppel klukker et par opvarmningsøvelser.
”Det er rock’n’roll,” griner han.
Det er svært at fjerne øjnene fra Carina Tybjergs glitrende prinsessekjole. Operasangerne har dog ingen fine fornemmelser og hjælper teknikerne med at stille gear op. Foto: Jenny Høilund
Kulturpuljer og presset økonomi
Ideen til Swipe Up’era fik Jonathan Koppel og Carina Tybjerg tilbage i sommers, da Kulturministeriet iværksatte en række hjælpepakker til kulturlivet, heriblandt en særlig aktivitetspulje til kunstneriske aktiviteter og projekter med bred folkelig appel, udført af professionelle kunstnere.
”Vi fik desværre ikke nogen af puljerne, men så snakkede vi med Frederikke, som havde en masse ideer, og nu er vi et tremandsfirma” fortæller Carina Tybjerg, der er uddannet fra Solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium.
Frederikke Kampmann fik tidligere i januar aflyst syv nytårskoncerter med en uges varsel uden at blive økonomisk kompenseret af arbejdsgiveren.
En iskold investering
”Vi er rigtig glade for at I er her og at I holder afstand” råber Frederikke Kampmann ud til det spontane publikum på Langelinie, hvorefter hun overlader ”scenen” til Carina Tybjerg og Puccinis ”O mio babbino caro” med Københavns Havn som bagtæppe.
Det er koldt og det er smukt.
Men hvorfor i alverden vælger tre professionelle sangere frivilligt at arbejde gratis i minus 3 grader?
”For at skabe opmærksomhed og på sigt sælge vores koncept,” er svaret fra Carina Tybjerg, der fortsætter: ”Vi er nødt til at vise, hvad vi kan med lyd og billede. Det er en investering og det skulle være nu.”
”Jeg er faktisk overrasket over, hvor lidt kulden påvirker mig,” indskyder Jonathan Koppel kækt og afslører, at han har to par skiunderbukser på og fire lag trøjer under jakken.
Frederikkes begejstring er dog mere afdæmpet:
”Jeg er ikke sikker på at jeg ville anbefale andre at optræde i minus 3 grader.”
De tre operasangere har i første omgang betalt teknikerne samt deres akkompagnatør af egen lomme, men har søgt en masse fonde og legater, der gerne skulle tikke ind senere.
Og næste gang, de livestreamer, skal sofaseerne af med 150 kr. for en billet.
Kameramanden gør tegn til sin makker om, at live-streamingen kan startes. Foto: Jenny Høilund
Online kultur bliver aldrig udsolgt
På spørgsmålet om, hvordan Swipe Up’era ser ud på den anden side af corona, svarer Frederikke Kampmann:
”Vores vision er at blive ved med at tilbyde en stream på de forestillinger, vi laver, så man på sigt selv kan vælge, om man vil være til stede fysisk, eller om man vil sidde derhjemme.”
Sangerne har en ambition om at opsætte en større pop-up-forestilling med flere medvirkende. De kan godt lide tanken om at dukke op ude i gadebilledet, hvor de kan nå nogle mennesker, som normalt ikke hører opera:
”Vi prøver at gøre det mere tilgængeligt. Både for dem der elsker opera i forvejen, men også for en yngre målgruppe, som kan spejle sig i os, når de finder ud af at vi er helt almindelige mennesker,” siger Frederikke Kampmann.
Samtidig giver streaming-delen nogle nye muligheder for interaktion med publikum:
”Vi kunne rigtig godt tænke os, at publikummerne derhjemme får noget medbestemmelse, så de ved, at det er live, f.eks. ved at der sidder én og svarer på kommentarer og at de kan komme med ønsker,” uddyber Carina Tybjerg.
Og så har konceptet den fordel, at en forestilling aldrig bliver udsolgt.
Et friskt pust
Anden afdeling er ved at være overstået og publikum klapper med vanter på. Det lyder ikke som i en koncertsal, men til gengæld skinner folks øjne om kap med januar-solen.
Mikkel Muller Hansen på 39 er ude at gå med sin kone og svigermor og har allerede liket Swipe Up’era på Instagram:
”Det var en god oplevelse og et friskt pust. Jeg synes de tre sangere er superdygtige.”
Om han fremover vil betale, for at se opera hjemme i stuen er dog tvivlsomt:
”Det gode ved live er jo, at der er noget fejlbarlighed, og det mister man lidt, når det er bag ved en skærm. Nu har vi også haft skærm nok her i corona-tiden,” mener Mikkel Müller Hansen.
Nogen, som dog hellere end gerne betaler for at se Swipe Up’era derhjemmefra, er det operaelskende ægtepar Ib Tengmark og Henny Mesnickow fra Albertslund:
”Jeg synes, det er smaddergodt, at de unge mennesker finder på en udvej, for der har ikke været noget at lave meget længe,” siger Ib Tengmark, der lover at tage både børn og børnebørn med til næste livestream.
Sopran Frederikke Kampmann og guitarist Allan Sjølin gør klar til sidste sæt foran Trinitatis Kirke i København. Foto: Jenny Høilund
”Så kold den lille hånd er”
Sidste stop er pladsen bag Trinitatis kirke inde midt i København.
Ifølge planen skulle de have sluttet dagen med endnu et stop i Roskilde, men de har været for tidsoptimistiske og er ved at løbe tør for dagslys.
Jonathan Koppel og Frederikke Kampmann skal synge en duet fra Puccinis berømte opera ”La Boheme”, og de joker med, at Mimis hånd nu er ved at være rigtig kold.
Jeg vil dog stadig påstå, at det er guitaristen, der har de koldeste fingre, hvilket jeg bliver bekræftet i, eftersom flere og flere triller må kaste håndklædet i ringen.
Trods kulden er alle dog enige om, at det har været en fantastisk dag:
”Man kunne se overraskelsen i folks øjne. Det var sindssygt fedt at opleve,” siger Frederikke Kampmann.
”corona har tændt en gnist for at komme ud med noget af det, vi har på hjertet,” mener Jonathan Koppel, der i sin italienske kærlighedserklæring må afstå fra at tage Frederikke Kampmanns kolde hånd og nøjes med at sende hende et luftkys.
Og det er netop, hvad dagens koncert har været – et kulturelt luftkys.