top of page

Mod findes ikke uden sårbarhed

Inga Coello og Elsebeth Coello Hedberg hjælper chefer, medarbejdere og privatpersoner til at blive modige ledere og er blandt de første i Danmark,

der er trænet direkte af den amerikanske forsker Brené Brown

20201007_113443.jpg
Inga Coello (tv) og Elsebeth Coello Hedberg (th) står stærkt i deres værdier som søstre og forretningspartnere i det svensk-danske firma Coello, som arbejder for at fremme trivsel på arbejdspladsen og i privatlivet. 
De har blandt andet et princip om, at familien kommer i første række. Her ses de uden for det danske kontor i Farum, som Inga Coello leder. Det svenske kontor i Helsingborg drives af søsteren.

 

Af Jenny Høilund

 

En modig leder er ifølge Brené Brown én, der er interesseret i at spille sig selv og andre gode. Én som tør at være sårbar og gå ud i livets arena og tage sine tæsk. Heldigvis har forskeren helt konkrete værktøjer til, hvordan du rejser dig igen, når du ligger ned.

Som certificerede Dare-to-lead-facilitatorer har Inga Coello og Elsebeth Coello Hedberg eksklusiv adgang til disse redskaber.

Søstrene driver den svensk-danske virksomhed Coello, som siden 1997 har arbejdet med at optimere trivsel og performance på arbejdspladsen og i privatlivet.

 

Bruger sig selv som rollemodeller

Når man arbejder med mod og sårbarhed, kræver det, at man har sig selv i spil.

”Vi bruger os selv som mennesker, som også begår fejl. Dét, der er vigtigt, er hvordan man håndterer fejlene,” påpeger Elsebeth Coello Hedberg, som er cand.merc i organisation og ledelse.

Inga Coello, som er cand.pæd og har en master i positiv psykologi, uddyber: ”Vi kan også ryge ud i situationer, hvor vi bagefter kan sige ’dammit, det kunne godt være løst mere elegant’. Lige præcis de situationer er dem, vi ikke taler så meget om, fordi de er svære, men det er rigtig vigtig læring, der ligger dér. Og for at kunne guide vores kunder til at turde at begive sig ud i dét rum, bliver vi nødt til at have prøvet det på egen krop.”

 

Alt handler om relationer

Coello tilbyder både åbne og lukkede kurser, sidstnævnte for virksomheder, som ønsker et skræddersyet forløb.

”En gang imellem er det jo ikke nok, at lederen bliver trænet. Hvad med dem rundt omkring? Og hvordan ville det være, hvis man viste sårbarhed sammen og fandt strategierne sammen?” spørger Elsebeth Coello Hedberg retorisk.

Søstrene bruger deres eget partnerskab som eksempel på, at alle relationer kræver løbende opmærksomhed for at kunne fungere.

”Med Brené Brown’s arbejde er vi kommet endnu dybere i at tale om nogle ting som søstre, bruge hinanden og spille hinanden gode. Det er ok at have forskellige perspektiver og sætte grænser,” understreger Elsebeth Coello Hedberg og henviser til Brené Browns ordsprog ”Clear is kind”, som betyder, at man skal stå stærkt i sine egne grænser, før man kan være generøs over for andre.

 

En rejse drevet af nysgerrighed og solid forskning

De to kompagnoner stiftede bekendtskab med Brené Brown til en International Coach Federation Conference i London i 2010, hvor hun talte om mod, skam, sårbarhed og svære samtaler – alt sammen baseret på solid forskning.

Hendes research er det seneste skud på stammen af en længere uddannelsesrejse, hvor de to partnere hvert år investerer i en ny uddannelse, vel at mærke hos kilden selv, så de hele tiden kan tilbyde deres kunder den nyeste viden. Derfor slog de også til, da Brené Brown for første gang udbød sin uddannelse i Dare to Lead i 2019.

”Brené Brown supplerer alle vores uddannelser med helt konkrete værktøjer og eksempler. Hun punkterer blandt andet myten om at være cool og have tjek på det hele – ting som gøder alt dét, vi ikke ønsker på en arbejdsplads,” nævner Inga Coello.

I stedet peger Brené Brown på, at vi skal gøde nysgerrigheden, hvilket da også er søstrenes primære drivkraft.

”Vi er konstant nysgerrige og vi står meget stærkere som konsulenter med den nyeste forskning i ryggen,” fastslår Inga Coello.

bottom of page