Dårligt arbejdsmiljø i film- og tv-branchen kræver opgør med tavshedskultur
Filmfolk protesterer mod dårligt arbejdsmiljø og en rapport kortlægger omfanget af grænseoverskridende adfærd i branchen
På Zentropa har de sat fokus på arbejdsmiljø ved at oprette en omsorgsgruppe. Foto: Jenny Høilund
Af Jenny Høilund
22.09.2021
”Jeg ankommer til filmsettet og vi får lige en kop kaffe, mens vi kigger på, at der bliver filmet. Så kommer producenten og siger til mig: 'Hvad laver du? Ingen kaffe på settet! Er du amatør eller hvad? hvad er det, du ikke forstår?'”
Jacob er skuespiller. Mest på teaterscenen, men indimellem er han ”på besøg” i filmbranchen. Førnævnte oplevelse havde han i forbindelse med en mindre rolle i en børnefilm. Han skulle spille over for en kendt skuespiller, som han kendte personligt og derfor fik en kop kaffe med. Det var kun Jacob som fik skældud.
Han har flere eksempler på den form for nedværdigende opførsel fra ledere i filmbranchen. Situationer som, ifølge en undersøgelse i kølvandet på #metoo i 2020, desværre ikke er sjældenheder. Rapporten tegner et samlet billede af en branche med ikke bare seksuelle krænkelser, men også trusler, magtmisbrug og forskelsbehandling.
”Det kommer til at handle om at hævde sin status og sparke nedad. Fordi alle er stressede, er det bare om at få delt nogle hug ud,” oplever Jacob, som ønsker at være anonym, fordi han frygter hvad det kan betyde for hans jobmuligheder, hvis han stiller op med sit rigtige navn, som kun jeg kender.
Han har sammen med over 600 andre filmfolk på tværs af fag skrevet under på det protestbrev, som blev offentliggjort i Filmmagasinet Ekko i starten af august i år, hvor der siges fra over for øget arbejdspres, chikane og bøllemetoder. Opråbet kan være tegn på et opgør med en tavshedskultur, som førnævnte rapport belyser.
Camilla Møhring Reestorff, som er forskeren bag rapporten samt lektor i Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, er ikke overrasket over, at Jacob og andre i branchen ikke ønsker at udtale sig om arbejdsforholdene:
”En ting er at udtale sig kollektivt, noget andet er at stå på mål for det personligt. Man vil i højere grad blive udpeget som én, der potentielt er besværlig. Folk er bange for, at de aldrig får job i branchen igen, så hvis man vil have nogen i tale om de her emner, bliver man nødt til at erkende, at det er en svær samtale,” siger hun.
Explainer: Derfor protesterer filmfolk
En presset filmbranche
Det er ikke nogen hemmelighed, at problemerne i branchen er en kompleks størrelse. Meget af den hidtidige mediedækning af opråbet har handlet om, at film- og tv-branchen er exceptionelt presset lige nu, fordi der er rekordstor efterspørgsel på dansk fiktion. Dette har skabt mangel på kvalificeret arbejdskraft samt en konkurrence, hvor der bliver produceret mere og hurtigere for lavere budgetter.
”Dårlig økonomi og atypiske ansættelsesforhold er med til at skabe et fundament for, at grænseoverskridende adfærd kan finde sted. Man legitimerer måske, at der er brug for en hård tone, for at kunne leve op til de urimelige vilkår, og så bliver det noget, som alle indgår i og accepterer for at overleve,” forklarer Camilla Møhring Reestorff.
Jacob har også været vidne til pressede kolleger, heriblandt scenografi- og kostumefolk, som ofte er dem der arbejder flest timer over, når manuskriptet er forsinket og ting bliver lavet om i sidste øjeblik:
”Man kan komme ud for, at der er ændringer på dagen, hvilket alle selvfølgelig er fleksible med. Men det er klart, at hvis man er i filmbranchen til daglig, så bliver det mange timer, man lægger udover sin almindelige arbejdsuge,” fortæller Jacob og tilføjer, at hele produktionen bliver påvirket, når eksempelvis sminkører og kostumierer er stressede.
René Høyer Jørgensen er sekretariatschef i FAF, som er fagforeningen for film- og tv-arbejdere:
”Der er en tendens til at dem med mindst styrke, heriblandt assistenter og runnere, bliver udsat for størst pres, fordi tingene bliver skubbet nedad. Vi har med vores overenskomster prøvet at sikre grænserne for, hvor mange timer man kan arbejde. Det er især antallet af timer, som gør at man bliver presset over længere tid,” siger han.
Den paradoksale tavshedskultur
Rapporten fra 2020 har spurgt skuespillere, filminstruktører og producenter om deres oplevelser med grænseoverskridende adfærd i film- og scenekunstbranchen.
”I alle de brancher, hvor jobsikkerheden er lav, er der en højere grad af grænseoverskridende adfærd,” siger forsker Camilla Møhring Reestorff.
Undersøgelsen peger samtidig på nogle underliggende tendenser i arbejdskulturen, heriblandt en paradoksal tavshedskultur. Kulturen er paradoksal, fordi folk taler med kolleger og venner om problemerne, men kun i mindre grad med ledelse, tillidsrepræsentanter og fagforbund.
Camilla Møhring Reestorff fortæller, at folk frygter repressalier og oplever, at det ikke har konsekvenser, når de siger ting højt. På den måde normaliseres den grænseoverskridende adfærd, blandt andet ved at oplevelsernes betydning nedtones gennem fortællinger om, at denne adfærd er normal i en ”hård branche”:
”Der er en grundlæggende mistillid til, at ledelsen vil tro på én, og en oplevelse af at grænseoverskridende adfærd bliver accepteret, fordi personen, der opfører sig grænseoverskridende, måske opfattes som én, der ikke kan undværes for produktionen.”
Der har før været peget på i medierne, at tillidsrepræsentanter ofte er kolleger, som selv er i løse ansættelser og derfor også frygter for deres fremtidige jobmuligheder.
Jørgen Ramskov, der er formand for Producentforeningen siger om tavshedskulturen:
”Det er rygraden i vores arbejdsmarkedssystem, at man kan gå til en tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant, men undersøgelsen viser, at det system ikke virker. Vi skal have signaleret at personerne står til rådighed og at det skal tages alvorligt, når man melder noget ud.”
Vores skuespiller-case Jacob har aldrig overvejet, at han kunne gå til en tillidsmand på de produktioner, hvor han kun har været løst tilknyttet. Og paradoksalt nok har det netop været i de løse ansættelser, at han har haft flest dårlige oplevelser:
”Det er klart, at jo kortere tid man er på en produktion, jo længere nede vil man være i hierarkiet og jo mere udsat vil man føle sig, så dér er behovet for tillidsmænd måske endnu større. Jeg har primært gået til kolleger og læsset af, men det ændrer jo ikke noget.”
Ifølge formanden for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen er det altafgørende, at man begynder at opleve, at det nytter noget at sige fra og til:
”Man skal kunne se at det får en konsekvens, når folk siger og gør noget. Så tror jeg, at folk vil være mere tilbøjelige til at sige fra.”
Fra mediestorm til tryghed på Zentropa
I 2017 rullede #metoo-historierne om Zentropa i medierne og filmselskabet var dermed blandt de første eksempler herhjemme i Danmark. Det fik virksomheden til at se indad og tage deres arbejdsmiljø op til et grundigt eftersyn.
”Vores indgangsvinkel var, at havde nogen et problem med noget, så skulle vi alle anerkende det, uanset hvor lidt vi selv syntes det. Som medarbejder skal man have en oplevelse af, at det er i orden at føle, mene og have det som man har det, og give udtryk for det,” fortæller lineproducer Sisse Graum Jørgensen, som jeg møder i Zentropas gamle kasernebygning i Filmbyen i Hvidovre.
Zentropas fokus på arbejdsmiljø mundede blandt andet ud i at virksomheden oprettede en omsorgsgruppe med to medarbejdervalgte kontaktpersoner. Og indsatsen har båret frugt på flere måder. I 2020 vandt firmaet nemlig Sigtil-prisen, som er en arbejdsmiljøpris, man kan indstille film- og tv-arbejdspladser til.
Sisse Braun Jørgensen råder til at man ikke sidder alene som ledelse og prøver at løse arbejdsmiljøudfordringer:
”Invester tid til at få hele virksomheden involveret. Træk en dag ud og sæt jer ned og tag snakken. Hver en stemme er vigtig og kan være med til at skabe positive resultater for alle,” siger hun.
Det er vigtigt at skelne mellem Zentropas fastansatte i Filmbyen og selve filmproduktionerne, hvor det kan være en blandet landhandel af freelancere og midlertidige ansættelser.
Sisse Graum Jørgensen medgiver, at det kan være en udfordring at få alle med, fordi nogle af skuespillerne måske kun møder ind en dag eller to og derfor ikke kender tillidspersonerne på produktionerne:
”Det er måske noget vi godt kan overveje, hvordan vi gør bedre. Vores produktioner kan jo være langt væk, så vi er også begyndt at vedlægge de skriftlige retningslinjer for arbejdsmiljø, når man får sin kontrakt, ” siger hun og forklarer, at Zentropa forsøger at italesætte det gode arbejdsmiljø ude på produktionerne, når et holdet mødes i starten og skal udpege tillidsrepræsentanter.
Producer Sisse Graum Jørgensen sidder i ledelsen i Zentropa, hvor medarbejderne i 2017 satte sig ned for at lytte til hinanden.
Foto: Jenny Høilund
Momentum og magtforskydning?
Det siger sig selv, at et arbejdsfællesskab, hvor folk er glade for at være, også er noget der tiltrækker arbejdskraft. I en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft i filmbranchen, kan det altså betale sig for producenterne at fokusere noget mere på arbejdsmiljø:
”Lige pludselig er det jo os ansatte, der sidder med en form for magt i forhold til at kunne sige fra, når producenterne mangler arbejdskraft. Det betyder jo noget, hvilket arbejdsplads de kan tilbyde, og de unge er meget bedre til at sige fra og stille krav til løn og psykisk arbejdsmiljø,” siger formanden for Skuespillerforbundet, Benjamin Boe Rasmussen.
Han tror ikke på, at man kan løse problemerne politisk, som nogen parter har været inde på i debatten:
”Det er en kulturændring der skal til. Du kan ikke lovgive dig ud af det, for der findes allerede lovgivning på området,” siger han.
I FAF udvikler de løbende overenskomster med producentforeningen og har desuden igangsat en arbejdsmiljøkampagne med udgangspunkt i svar fra medlemmerne:
”Der er altid mulighed for forbedringer, men vi er nødt til at vide, hvad medlemmerne har brug for, og hvor skoen trykker. Nu tør folk sige det højt. Det skal der til for, at en fagforening kan gøre noget,” siger sekretariatschef René Høyer Jørgensen.
I Producentforeningen forsøger de også at sætte ind på flere fronter:
”Vi tager de her ting op politisk, vi vejleder vores medlemmer i konkrete kontraktforhandlinger, og vi forhandler som forening med DR og TV2 om at sikre nogle fornuftige grundvilkår og kontrakter,” fortæller formand Jørgen Ramskov.
Så er tavshedskulturen ved at blive brudt?
Camilla Møhring Reestorff mener, at det er et svært ryk, for selvom der kommer flere og flere fælles opråb, er det stadig sårbart for den enkelte at stille sig op:
”Det kræver at man begynder at italesætte, hvordan man kan beskytte dem der udtaler sig, fordi lige nu er både mænd og kvinder bange for at blive stemplet som nogen der er besværlige, og som man derfor ikke vil arbejde sammen med,” siger hun.
Jacob håber, at vi bliver ved med at tale om arbejdsmiljø i den kunstneriske branche:
”Den lever jo af at alle siger ”ja”, så jeg synes også, at der på den anden side bør være nogle rammer, der passer på mig.”